KLAGER OVER MANGLENDE UHILDETHED VED AFGIVELSE
Af LÆGEERKLÆRINGER:
(Kilde: Nyt fra Sundhedsvæsenets patientklagenævn nr. 2/02)

KONKLUSION: Nævnet fandt grundlag for at kritisere speciallægens optagelse af sygehistorie samt udfærdigelse af erklæringen. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at speciallægen foretog en mangelfuld gengivelse af oplysninger om patientens tidligere rygbelastninger og de behandlingsmæssie overvejelser i den anledning. Nævnet lagde endvidere vægt på, at speciallægen blandt andet ved at udtale sig om patientens tatoveringer benyttede et sprog, som kunne give anledning til mistanke om manglende uhildethed, som medførte tvivl om erklæringens værdi.

Lægerklæringer benyttes i sager, hvor der er behov for helbredsmæssige oplysninger om en person. Det kan for eksempel dreje sig om sager vedrørende erstatning, pension, sygedagpenge, revalidering, medicintilskud eller hjælpemidler. Rekvirenten er ofte en kommune, men kan også være et forsikringsselskab, en arbejdsgiver, en faglige organisation, domstolene m.v.

Lægens opgave er at afgive RELEVANTE lægelige oplysninger, mens rekvirentens opgave er at vurdere oplysningerne i.f.t. den aktuelle sag. Ved afgivelse af en lægeerklæring skal lægen anføre sin vurdering af patienten samt medtage de forhold, som findes relevante m.h.p. at opfylde erklæringens formål.

Lægeerklringer skal bedømmes efter lægelovens par. 8. Ifølge denne bestemmelse skal lægen ved sin udfærdigelse af en lægeerklæring udvise omhu og uhildethed og nøje følge de herom givne almindelige og særlige regler ved udfærdelse af erklæringen. Da erklæringen udarbejdes til brug for et retsforhold, er det væsentligt, at lægen optræder uhildet, det vil sige upartisk og neutral, da der ellers kan opstå tvivl om erklæringens værdi.

Eksempel:
En 45-årig mand blev m.h.p. udarbejdelsen af en speciallægeerklæring til brug for en førtidspensionssag undersøgt af en speciallæge i ortopædkirurgi. Speciallægen konkluderede i erklæringen, at patienten var gennemundersøgt på et hospital, og at der ikke var sammenhæng imellem det beskedne traume og de mange symptomer, patienten gav udtryk for at have.

Der blev klaget over, at speciallægen foretog en utilstrækkelig undersøgelse af patientens ryg, og han brugte mere tid på at udtale sig om patientens tatoveringer.

Nævnet fandt grundlag for at kritisere speciallægens optagelse af sygehistorie samt udfærdigelse af erklæringen. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at speciallægen foretog en mangelfuld gengivelse af oplysninger om patientens tidligere rygbelastninger og de behandlingsmæssige overvejelser i den anledning. Nævnet lagde endvidere vægt på, at speciallægen blandt andet ved at udtale som om patientens tatoveringer benyttede et sprog, som kunne give anledning til mistanke om manglende uhildethed, som medførte tvivl om erklæringens værdi.